Det umulige tager kun en anelse længere

Men Sheila overlevede, og sidste år fik hun sort bælte i taekwondo efter godt 7 års træning.

”Det var det hårdeste jeg nogensinde har været igennem fysisk. Men jeg gjorde det. Jeg har aldrig sagt til mig selv eller min træner, at jeg ikke kan gøre det uden først at have forsøgt det. Det er bare sådan jeg er, siger Sheila Radziewicz som er den yngste af tre søstre i sin familie.

”Da jeg var barn sagde min mor altid til mig, at det umulige tager kun en anelse længere for at anspore mig til at kæmpe videre. Og jeg har kæmpet lige siden.”, fortsætter Sheila som i dag arbejder med rådgivning af mennesker der har været udsat for overgreb.

Sheila har været igennem utallige operationer og som barn bar hun benskinner og gik med gangstativ, og når hun bevægede sig rundt på skolen kunne alle høre hende inden hun kom rundt om et hjørne. I barneårene og de tidlige teenageår var det ikke let, at være anderledes, når det man allerhelst ville var at være som alle andre. I dag har hun ikke bare lært at leve med at være anderledes, hun trives også med det, og det gør andre også. For som hun siger: ”Jeg har meget forskellige venner, og til mine fester er det en meget sammensat flok mennesker der er til stede, og det er altid spændende.”

På andre måder er hun helt gennemsnitlig, og hun går som mange piger op i både tasker og sko. ”Jeg har mange sko”, siger hun og griner. Og snørebåndende? Dem binder hun med læberne og en hånd.

”Jeg har lært at klare mig selv. Jeg er udstyret med den krop jeg nu engang har og jeg vil allerhelst undvære andres hjælp”, siger Sheila som ser sit liv som et puslespil af vilkår, muligheder og løsninger der kan bringe hende derhen hvor hun vil.

Nogle har kigget skævt til hende og undret sig over hvordan hun har kunnet opnå det sorte bælte når hun end ikke ville kunne binde det med hendes hænder der er på størrelse med et spædbarns og sidder på hendes skuldre. Men for Sheila handler det hele om, ikke at måle sig i forhold til andre, men i forhold til sig selv, og siger: ”Hver gang jeg er gået op til en graduering og har opnået et nyt bælte, er jeg blevet bedre og er nået længere end jeg var sidst. Der er selvfølgelig mange ting jeg ikke kan, helt åbenlyst er der noget jeg aldrig vil kunne gøre med mine hænder. Men der er andre ting jeg kan som almindelige mennesker ikke kan. Jeg er meget fleksibel og kan for eksempel bøje mine ben den gale vej og rotere mine fødder indad og bagud, og det benytter jeg mig af i dojangen. Og det er der ingen andre der kan.”

Hvor mange opfatter taekwondo som en overvejende fysisk disciplin, handler det for Sheila om både krop, sind og sjæl, og siger: ”Da jeg startede med at træne, var det primært fordi jeg havde en ven som dyrkede sporten og det så sjovt ud. Nu er det ikke ”kun” for sjov; fysisk har jeg også udviklet mig enormt gennem sporten, og da jeg studerede brugte jeg taekwondo som afstressning. Det har hjulpet mig meget.”

Sheila er i dag en rollemodel i dojangen hvor hun træner. Og hver gang nogen siger; ”jeg kan ikke” henter instruktøren Sheila frem fra rækkerne og spørger, ”fortæl mig lige igen, hvad det er du mener du ikke kan?”.

Sheila har sin egen hjemmeside hvor hele hendes historie kan læses, besøg den på www.sheilaradziewicz.com

Af Metin Aydin

(Tidligere bragt på Lyseng Taekwondo Klubs hjemmeside)