Kom igang igen!

Der var en grund til, at du holdt op med at træne – måske var det uddannelse, karriere, familie eller også var du bare “mæt”. Det er helt naturligt og kun få træner fra “vugge til grav”.

Men det er muligt at komme igang igen!

Hos os er vi mange, som har holdt lange pauser fra træningen, og vi glædes hver gang en tidligere udøver vender tilbage i dragten og dojangen. Det gør vi fordi, det er vores oplevelse, at de som “kommer hjem” igen ikke kun bringer livserfaring og modenhed med sig, men også megen energi og begejstring over at være tilbage. Det smitter af på klubben og den stemning der er her, og det sætter vi stor pris på. I vores klub finder du derfor flere voksne end i andre klubber og vi har aktuelt hele 4 voksenhold: voksen begynder, voksen øvet, seniorholdet og Gråbælterne.

Tvivl?

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det at komme igang igen er et realistisk forehavende, så kontakt os gerne, så kan vi drøfte din særlige situation. Og tro os, vi kender alt til doboks der ikke længere passer, såvel gigt og stive lemmer, nedsat smidighed og begrænset udholdenhed og styrke. Og det er der plads til hos os – hos os er taekwondo virkelig for hele livet og vi sætter pris mennesker, præcis som de er.

Vi vil gerne se dig hos os!