Nyhedsbrev Januar 2020

Satellithold
Så har vi afholdt de første træninger på de 3 nye hold i Aarhus Sydlige opland, henholdsvis i Kolt-Hasselager, Tranbjerg og Stavtrup – og det går godt. Tilslutningen er stadig ustabil og derfor inviterer vi jer til, at deltage som gæster på holdet så der er fyldt fornuftigt op i rækkerne.
Spørg gerne hvis du er i tvivl om hvor det er henne.
I Stavtrup er det børn ca. 10-14 år, det samme gør sig gældende i Kolt-Hasselager og i Tranbjerg er det alle aldre + familier som kan være med.
Kom gerne! Mere info på hjemmesiden.
 
Fitnessrum
Vi lægger an til at lave et fitnessrum i det gamle køkken – og i den forbindelse har vi fundet ud af at fitnessudstyr er afsindig dyrt! Hvis du derfor ved hvor der står et squatrack, en OL vægtstang og 50 mm skiver eller lign. eller kender du en virksomhed som står parat med et sponsorat, så sig til. Preben Schjødt har en specifikation over hvilket udstyr vi er på udkig efter – prik ham inden han prikker dig 😊
Alle klubbens medlemmer og pårørende må bruge rummet kvit og frit, børn under 15 år kun ifølge med en voksen.
 
Træner 1A kursus
På vej mod det sorte bælte skal alle elever igennem Træner 1A kursus – næste gang er i Risskov 14.-15. marts. Skynd dig og meld dig til hos din træner (som sender tilmeldingen videre til Charlotte). Alderskravet er ca. 15 år og prisen er kr. 1.500,- som klubben betaler for dig. Betragt det som en gave!
 
Træner til MON holdet
Vi leder fortsat efter en ekstra træner til MON holdet som kan tage en træning en gang hver eller hver anden uge – Metin har grundet arbejde kun i en overgangsperiode mulighed for at påtage sig begge ugentlige træninger. Vi håber der kan findes en eller to kandidater på voksen begynder og voksen øvet der vil bakke op.
 
Elektroniske kampveste
Vi har besluttet at anskaffe elektroniske kampveste – det er endnu dyrere end fitnessudstyr, og vi skal på jagt efter fondsmidler – ca. 30.000 kr. skal der skaffes. Er der nogen der har mod på og overskud til at gå ombord i at skrive fondsansøgninger så vi kan få finansieret det dyrebare grej? Hiv fat i Jane, så vil hun bringe en salgstale som kan omdannes til en ansøgning.
 
Calm & Power 2020
For et par år siden omdelte vi et oplag brochurer (Calm & Power) i Højbjerg hvor vi reklamerede for aktiviteterne hos os. Tryksagen kom ud til 3000 husstande og havde således en reklamemæssig værdi. Du kan se brochuren i klubben – hvis du kender en mekaniker (som du har betalt for reparationer til i årevis), en frisør (som altid mod betaling fikser dit og familiens hår), en lokal købmand, kioskejer eller anden selvstændig hvem du altid loyalt har handlet hos, så kender du måske også en som vil købe en annonce i tryksagen. 500 kr. for en halvside og 1000 kr. for en hel. (A5 format). Tal med Metin herom, så sender han en digital udgave af den sidste som kan bruges i din eftersøgning på annoncekroner til klubben.